Blogs

13 Mar 2011

Pizza

Skrevet af Karen

På opfordring bringer jeg her min gamle opskrift på pizza-bunde lavet på speltmel - til glæde for dem, som ikke behøver at bekymre sig om gluten. Også god som grundlag for lækre speltboller:

Hjemmelavet pizza - en lækkerbisken for hele familien. Af opskriften bliver der dobbeltportion dej. Brug derfor halvdelen til brød , boller eller andet lækkert, når du nu alligevel har gang i ovnen - eller lav "tomme" pizzabunde af resten. De er gode at have i fryseren til en dag, hvor det skal være nemt eller gå stærkt.

Ingredienser

Bund:

  • 12½ g gær
  • 2 spsk salt
  • 1,2 l vand
  • Fuldkornsmel (hvede eller spelt)
  • Sigtet mel (hvede eller spelt)
  • Evt. durummel
  • Olivenolie

Tomatsovs:

  • 1 dåse tomater
  • 1 løg, hakket
  • 1-2 fed hvidløg, pressede
  • Evt. 2 stilke blegselleri og/eller 1 reven gulerod
  • Friske eller tørrede krydderurter efter smag, fx basilikum og oregano
  • Salt og peber, evt. lidt chili

Fyld:

  • 150 g friske champignoner
  • 1 gul peberfrugt
  • 1 løg
  • 2-3 stilke blegselleri
  • 1 håndfuld oliven
  • Jalapeño-chili efter smag
  • Evt. reven ost

Fremgangsmåde

Bunden bliver bedst, hvis den langtidshæves. Dejen kan startes aftenen før, eller blot 3-4 timer i forvejen. Skal dejen hæve lunt, bruges koldt vand. Skal den hæve koldt, bruges lunt vand. Har du en slat surdej, kan den også tilsættes - i så fald kan du evt. nøjes med mindre gær.

Smuldr gæren i et stort dejfad og hæld vandet over. Tilsæt så meget fuldkornsmel, at det kan røres til en lind grød og rør saltet i. Lad evt. "grøden" hvile en ½ time. Rør sigtet mel og evt. durumhvede i, til dejen bliver fast. Tag den ud på et meldrysset bord og ælt den godt igennem med mere mel, til den er glat og spændstig og slipper hænderne. Det tager mindst 10 minutter og kræver gode armkræfter. Du kan evt. dele dejen over i to, hvis portionen er for stor at håndtere på én gang.

Hæld en god slat olivenolie i fadet og vend dejen heri, til den er dækket af olie over det hele. Læg låg på fadet og stil det til hævning. Hæver den ved stuetemperatur på koldt vand, tager det ca. 4 timer. Skal dejen hæve natten over, stilles den køligt (fx udenfor eller i køleskab) indtil en time, før den skal bruges.

Til sovsen blendes dåsetomater, grønsager og krydderurter jævnt (eller knapt så jævnt efter ønske). Smag godt til med salt, peber og evt. chili. Stil tomatsovsen køligt, til den skal bruges.

Når dejen er ved at være klar, renses grønsager til fyldet og snittes i tynde skiver. Oliven og chili skives eller hakkes fint. Evt. ost rives.

Tænd for ovnen på ca. 225 gr.

Hæld dejen ud af fadet på et rent bord og del den i fire - den skal ikke slås ned, og der skal ikke bruges mel. Hænger dejen i bordet, kan man i stedet bruge lidt ekstra olie. Form hver dejklump til en pizzabund (firkantet) ved at trække, trykke og klappe den i form. Læg dejen på en bageplade, der beklædt med bagepapir. Gentag processen med den anden halvdel.

Smør tomatsovs over bundene (helt ud til kanten) og læg grønsager, oliven og chili på. Drys evt. med ost.

Bages ca. 15-20 min.

Tips:

  • Lad familien selv fylde deres egen pizza med det fyld, de holder mest af.
  • Andre grønsager kan bruges til fyld, fx kogt broccoli, friske tomater og squash i skiver, majskerner m.m.
  • Den resterende dej kan formes til minipizzaer/pizzaboller, der smøres med en lille skefuld tomatsovs og evt. drysses med ost. De er gode til madpakken. Eller lav pizzasnegle ved at smøre tomatsovs (eller koncentreret tomatpure i en snæver vending) over en firkantet bund, der rulles til en roulade og skæres i 1 cm tykke skiver. Drys evt. med ost. Eller lav de skønneste speltboller af dejen.
  • Dejen kan også fryses rå i plasticpose og tøs langsomt op i køleskabet et døgn, før den skal bruges. Men husk, at dejen er levende og hæver videre, når den tør op, så der skal være god plads i posen!
  • Evt. rester af tomatsovsen kan bruges i fx lasagne eller supper.
  • ½-1 dl olie kan tilsættes dejen efter fuldkornsmelet - det giver en lidt mere lækker pizzabund, men også flere kalorier.
  • Skal det være glutenfrit og/eller vegansk? Så se opskriften på glutenfri pizza - her finder du også ideer til erstatning for osten.
6 Mar 2011
Kikærtepande med ingefær og kardemomme

Lynhurtig og lækker ret til 2-3 personer.

Ingredienser

  • 6 dl kogte kikærter
  • 3 porrer
  • 2 squash
  • 1-3 fed hvidløg
  • 10 g friskrevet ingefær
  • ½ dl tamari
  • 8-10 hele kardemommekapsler
  • Skal og saft af ½ citron
  • 1-2 dl vand
  • salt, peber

Fremgangsmåde

Start med at gøre grønsagerne i stand: Halvér porrerne på langs, rens dem grundigt og snit dem enten i halve ringe eller fine julienne-strimler. Squash skylles og skæres i fine strimler, ca. ½ cm tykke og 3 cm lange. Hvidløg snittes fint.

Så til krydderierne: Mas kardemommekapslerne med den flade side af din gode kokkekniv og pil frøene ud. Knus eller hak frøene med kniven eller i en morter - og nyd duften. Riv citronskallen på den fine side af et rivejern eller høvl den i smukke strimler med et juliennejern.

Bland grønsager og krydderier med tamari og citronsaft i en skål. Fyr op under en wok eller en kraftig gryde og kom ca. ½ dl vand i (så bunden af gryden/wokken lige akkurat er dækket). Lige så snart vandet bobler kraftigt (og inden det er fordampet!), smider du grønsagsblandingen ned og rører som en gal, til grønsagerne er lige præcis møre - ca. 3-5 min. Spæd (forsigtigt) med lidt mere vand undervejs, hvis det truer med at brænde på - men pas på, squashene væder også en del.

Smag til med salt og peber og servér.

Tips:

  • Smager herligt som sig selv, men kan også serveres til lidt ris eller quinoa, med en grøn salat eller et godt stykke brød.
  • Smager også godt kold, f.eks. i madpakken.
23 Dec 2010

Nøddepostej eller ej

Skrevet af Karen

Det er ved at være lidt sent, jeg ved det godt. Men jeg har haft travlt, så det får være. Jeg kan se af søgestatistikkerne, at der ledes efter vegetarvenlige juleopskrifter derude - og herinde. Det sidste får man desværre ikke ret meget ud af. Jeg er nemlig ret juleforvirret. Jeg ved godt, at julen handler om traditioner og den slags, men jeg har aldrig rigtig fået dem på plads, efter at jeg blev vegetar og glad vinkede farvel til flæskesteg, and og kalkun.

Jeg har eksperimenteret med at finde på en 'juletradition' i en del år. Med en nøddeterrine (men hvem siger, at det absolut skal ligne en steg?), hel farseret hokkaido med julekrydderier (så smuk og lækker!), selleribøffer vendt i hakkede mandler eller stukket ud som julehjerter, syltede svampe og rodfrugter efter Camilla Plums opskrift og meget andet godt. Skønt altsammen, men meget af det røg ud igen, da jeg pludselig også skulle til at taqe højde for insulinresistens og mælkeoverfølsomhed. Så jeg er stadig lidt traditionsløs angående juleaften.

I år skal jeg holde jul ude og af forskellige årsager tager jeg selv (det meste) af min mad med. De andre skal have and, og jeg har besluttet at gøre forsøget med nøddepostejen igen. Denne gang efter Lunas opskrift: Verdens bedste nøddepostej. Den er vegansk og glutenfri (hvis man skifter sojasauce ud med glutenfri tamari) og ser lækker ud. Så nu må det godt snart holde op med at sne, så jeg kan komme ud og købe ind. Hvem sagde i sidste øjeblik?

8 Dec 2010

Så blev det tid igen. Til julefrokost. Også i år var aftalen, at jeg selv tog mad med. Men i år har jeg ikke haft så meget overskud til planlægning (jeg tror, at jeg har tabt mit planlægningsgen et eller andet sted ...), så det endte med, at jeg samlede rester fra aftensmaden i dagene op til dagen - og 'lige' pyntede lidt op på det til sidst. Det blev nu meget godt. Og rigeligt. Om end lidt stresset til sidst. Så det var godt, at husbonden trådte til og fik bragt køkkenet i orden igen ovenpå mine hektiske anstrengelser med blender, pande og hakkebræt.

Her er resultatet så - endnu en gang præsenteret i 'vidunderet', som vist ikke har været brug siden sidste års julefrokost:

I den orange skål er der en mini-quinoa-selleri-postej, en cashew-'oste'creme lavet af blendede cashewnødder smagt til med citron, hvidløg, et stykke porre, tørret dild, salt og peber, en spinatsovs (blendet med resterne af cashew-cremen) og nogle radiser. Spinatsovsen hører til postejen, mens cashew-cremen skulle have været fyldt i peberfrugterne (blå skål) - desværre blev den lidt for lind, så den måtte i en lille bøtte i stedet.

I den blå skål er en bund af lidt ovnbagte rodfrugter, grønne bønner vendt på en pande med lidt hvidløg, tre både ovnbagt hokkaido-græskar, den røde peberfrugt til cashew-cremen og en bøtte med senneps-hvidløgsdressing. På nær peberfrugt og dressing var planen at varme indholdet af den blå skål som hovedret.

I den grønne skål er der i bunden en god portion salat med rucula, hvidløgsstegte champignoner og semi-tørrede cherrytomater (fra glas). Ovenpå en mini-porretærte med oliven - en variation over min løgtærte.

I den lyserøde skål er - igen i år - to stykker syndig chokoladekage, tamari-mandler og stykker af en helt vidunderlig juleappelsin.

Jeg var ret liberal med hvidløgene i år, fordi jeg vidste, at de andre bl.a. skulle have en salat med bagte hvidløg - så var der jo ingen grund til at holde sig tilbage! Det smagte dejligt altsammen, men jeg må også indrømme, at menuen var lidt hård ved blodsukkeret. Cashew-cremen smager skønt, men cashewnødder er hårde ved blodsukkeret ligesom rodfrugter og græskar. Og så kom jeg afsted uden at få spist noget hjemmefra, så velkomstchampagnen (en lækker Cava) og den søde dessertvin slog måske også lidt hårdt (til blodsukkeret altså). Akkeja. Så lærte jeg det. Det ødelagde nu ikke en dejlig dag og aften, og jeg gik bestemt ikke sulten fra bordet!

13 Nov 2010

Ugemenu november

Skrevet af Karen


Indiske linser med naan-brød og grønsagsstænger 1)

Pizza

Gulerod-jordskok-suppe

Pasta med marinerede rødbedestrimler

Blomkålsfrikadeller med spinatsovs og en salat 2)

Porre-linse-shitake-suppe 3)

Pasta med grønkål med tomat og hvidløg

1) Igen husbondens hemmelige opskrift, erhvervet på et kursus med Abdul Jabbar Khan - Linser med spinat og grønsager kan evt. bruges i stedet. Naan-brød er fuld af gluten, så det spiser jeg ikke. Måske finder jeg en dag på en glutenfri version. Grønsagsstængerne er typisk lavet af agurk, gulerod og stangselleri.

2) Jeg er fuldstændig forelsket i Kirstens opskrift på blomkålsfrikadeller, så jeg vil prøve om jeg kan lave dem veganske og glutenfri. Det kan vel ikke være så svært? Der er mange andre lækre blomkålsopskrifter ovre hos Kirsten. Dem vender jeg nok tilbage til. Spinatsovs til, tror jeg, men det kunne også være en tomatsovs, som Kirsten foreslår. Salaten bliver nok med æbler.

3) Ingen opskrift, det bliver et eksperiment på baggrund af en skøn suppe, jeg fik fornylig hos en veninde med tørrede shitake-svampe. Bliver det godt (og får jeg det skrevet ned!), så kommer opskriften selvfølgelig her. Find selv en anden suppeopskrift, hvis du ikke kan vente.

10 Nov 2010

Friske spirer

Skrevet af Karen

Hvis du har fået lyst til at kaste dig ud i at dyrke dine egne spirer, kan jeg varmt anbefale at slå et smut rundt om www.friskespirer.dk, inden du går i gang. Her finder du grundig gennemgang af spiringsprocessen - hvad kan du spire, hvordan gør du, vejledninger til forskellige spirebeholder og meget, meget mere. Du kan også tilmelde dig et nyhedsbrev og få tips, opskrifter og nyheder om friske spirer i din indbakke.

Miriam Sommer er kvinden bag siden, der er meget indbydende, informativ og nem at finde rundt på. Og så er det tilmed ganske gratis. Hatten af for det initiativ.

emner: 

Sider

Subscribe to RSS - blogs