Fyldt hokkaido
Skrevet af KarenCremet, krydret og kulørt. Med sine farver og smag af julekryddrier er det mit bud på en hovedret til den vegetariske julemiddag. Kan forberedes og fyldes i god tid og skal derefter blot have ca. 20 min. i ovnen. Velbekomme.
Til ca. 6 personer
Ingredienser:
- 3 små, pæne hokkaido-græskar eller 2 mellemstore
- 250 g løg
- 6 fed hvidløg
- 1½ dl olivenolie
- 250 g quinoa (gerne den sorte)
- ½ l grønsagsbouillon
- 5 spsk tomatpuré
- ½ tsk stødt kanel
- 2 tsk tørret dild
- 100 g piniekerner eller hakkede hassel- eller cashewnødder
- 50 g rosiner eller korender
- 50 g svesker
- saft og skal af 1 citron
- salt og peber
Fremgangsmåde:
Start med at røre en hvidløgsolie sammen af ½ dl olivenolie og 1 fed presset hvidløg. Sæt til side.
Fyldet: Skyl quinoaen grundigt og lad den dryppe af. Hak løg og hvidløg fint. Hak sveskerne groft. Varm resten af olien op i en gryde og lad løg og hvidløg snurre blidt, til det er blødt og gennemsigtigt. Tilsæt quinoa, bouillon og tomatpuré, rosiner, svesker, dild og kanel. Rør rundt og lad det simre sagte under låg ca. 20 min.
Imens fyldet simrer, ordnes hokkaidoerne. Vask dem grundigt udenpå og halvér dem derefter fra stilk til blomst. Fjern forsigtigt evt. stilk og blomst. Skrab kernerne ud med en ske, og så meget af kødet, at der er ca. 1-1½ cm tilbage hele vejen rundt. Læg de halverede hokkaido i et ovnfast fad og pensl med hvidløgsolien.
Når qinoaen er svulmet op og væden kogt lidt ind, men ikke mere end at blandingen stadig er saftig, tilsættes saft og fintreven skal af 1 citron. Rør også piniekerner eller nødder i, og smag til med salt og peber.
Fyld de halverede hokkaidoer med quinoa-blandingen og dryp evt. rester af hvidløgsolien over.
Bag hokkaidoerne i ovnen ca. 20 min. ved 180 grader. Stik forsigtig i kanten af en hokkaido med en urtekniv - når kanten er blød, er hokkaidoerne klar til servering.
Tips:
- Servér med dampede, grønne bønner og en (rødkåls)salat.
- På billederne herover er brugt en blanding af hvid, rød og sort quinoa. Smagsmæssigt er der ingen forskel, men farvemæssigt er den sorte flottest. Dog er den sorte (og den røde) meget længere om at koge mør end den hvide.
- Jeg har brugt en blanding af rosiner og svesker - kan erstattes af andre tørrede frugter, f.eks. abrikoser, kirsebær eller og/eller tranebær.
- Har du fået fat i små portionshokkaidoer, er der en halv til hver, men du kan også sagtens bruge større hokkaidoer og skære både af dem ved serveringen i stedet.
- Smager også rigtig godt kold i madpakken.

Tilføj kommentar