17 Aug 2007

Karens mad

Skrevet af Karen

(Note: Dette er et ældre indlæg - vil du have et billede af, hvad jeg spiser i dag, har jeg skrevet lidt om det her.)

Jeg er vegetar. Det har jeg været det meste af mit voksne liv. Det er et valg. Af sundhedsmæssige årsager. Og fordi jeg synes det er ganske unødvendigt at slå dyr ihjel for at ernære sin krop. I virkeligheden ville jeg helst vælge at være veganer. Ost og mælkeprodukter tåler jeg kun i meget små mængder (og det ville garanteret være klogest at lade helt være ...). Mælk drikker jeg aldrig. Smør og fløde bruger jeg af og til. Æg tåler jeg, men undgår helst. Det handler om, at jeg ikke kan gå ind for at behandle dyr som slaver eller rene produktionsenheder.

Jeg var også godt i gang med at gøre min mad vegansk, men så ... måtte jeg i 2004 erkende, at jeg havde cøliaki - glutenoverfølsomhed. Det var ikke et valg. Jeg vinkede farvel til mine højtelskede, hjemmebagte fuldkornsspeltbrød og gik på glutenfri diæt. Naturligt glutenfri diæt. Ikke noget med vasket, næsten glutenfri hvedestivelse og den slags. Den gik ikke. Jeg udstyrede mig selv med en e-nummer oversigt, for der er gluten i næsten alt, hvad man kan købe af færdigvarer. Selv cornflakes, der ofte er smagt til med malt udvundet af ... hvede. Det blev også besværligt at gå ud og spise. Det gik nu nogenlunde, og hey, det var en udfordring, ikke? Men der var stadig noget galt. Og det blev værre.

I 2007 skiftede jeg læge og fik så en dom mere: PCOS. Inkl. insulin-resistens.

Det var en kæmpe lettelse, fordi min gamle (mandlige!) læge behandlede mig som hypokonder og spiseforstyrret - og der var i hvert fald ingen sammenhæng mellem hvad jeg spiste og mulige hormonproblemer. Det havde min nye (kvindelige!) læge så et helt andet syn på. Selvom jeg var normalvægtig (langt de fleste PCO-piger slås med overvægt), sendte hun mig straks videre til en specialist, der uden tøven fortalte mig, at det var PCO, hvad prøverne også bekræftigede. Altså ikke hypokonder.

Men dommen var også noget af et problem. For glutenfrie produkter er som regel smækfyldte med stivelser, der går direkte i blodsukkeret. Og fattige på fibre, der er så vigtige, når man skal have styr på sin insulin. Farvel til Sempers lækre glutenfrie brød, til glutenfri pasta af majsstivelse, majs- og kartoffelchips og hjemmebagte kager med fuldkornsmel, rørsukker og rosiner. Goddag til en times motion om dagen(!), mindre frugt, masser af grønt og bælgfrugter og et yderst begrænset indtag af stivelse.

Vegetar, cøliaki-ramt og insulin-resistent. Det kunne godt gå hen og blive ret kedeligt, sådan rent madmæssigt. Det er det nu ikke. Det er en udfordring. Og der er stadig plads til masser af rigtig lækker og kernesund mad indenfor de givne rammer. Se bare.

Kommentarer

En anonym læser har skrevet et begejstret indlæg om en PCO-skole. Jeg havde nok ladet det slippe igennem, hvis a) det ikke var anonymt og b) det ikke lignede afskrift af en brochure. En personlig oplevelse med et link til stedet havde været rigtig godt. Men du skal da ikke snydes, hvis du er interesseret - jeg har selv fundet et link til stedet. Blot vil jeg lige sige, at jeg personligt hverken kender stedet eller kurset, men en anonym læser har altså været begejstret. Du kan læse mere her: www.kost-klinikken-immanuel.dk

Tilføj kommentar