Lun spinatsalat med marinerede courgetter
Skrevet af Karen
Denne lækre salat er allerbedst med helt friske og sprøde spinatblade, gerne direkte fra haven. Den er fyldig nok til at udgøre et let aftens- eller frokostmåltid i sig selv, men er også god som tilbehør til grillede grønsager, falafler eller en tærte.
Ingredienser
- 2½ dl brune (basmati)ris
- ½ dl oliven
- 4 mellemstore courgetter
- 1 tsk tørret basilikum
- 1 tsk tørret oregano
- 400 g frisk spinat
Marinade:
- 1-2 fed hvidløg
- 5 spsk olie
- 2 spsk citronsaft
- ½ tsk tørret kørvel eller esdragon
- ½ tsk tørret oregano
- ½ tsk tørret timian
- ½ tsk salt
- peber
Fremgangsmåde
Sæt risene over at koge i ca. 5 dl letsaltet vand. Efter 25 min. slukkes for varmen under gryden. Lad risene stå og trække på den varme plade ca. 10 min.
Mens risene koger, laves marinaden. Pres hvidløgene og blend dem sammen med de øvrige marinade-ingredienser (her er en stavblender god) - eller ryst dem sammen i et syltetøjsglas med tæt låg. Sæt til side.
Oliven udstenes om nødvendigt og hakkes groft eller skæres i tynde skiver.
Courgetterne halveres og skæres i ikke alt for tynde skiver, ca. 3-4 mm. Varm en anelse olie op i en gryde og svits courgetteskiverne med basilikum og oregano nogle få minutter. Tilsæt 2 spsk vand og rør rundt til courgetterne bliver lyse. Hæld courgetterne op i en stor salatskål, tilsæt oliven og hæld marinaden over.
Skyl de friske spinatblade grundigt og pil evt. grove stilke fra. Lad spinaten dryppe godt af og hak den meget groft med en skarp kniv.
Når risen er færdig, vendes den forsigtigt i courgetterne og marinaden. Lad blandingen stå, til den stadig er lun, men ikke varm, og det meste af marinaden er suget op. Vend den friske spinat i og servér straks.
Tips:
Man kan fint bruge friske krydderurter i stedet for tørrede, men så skal de hakkes meget fint eller blendes. Som hovedregel beregner jeg 1 spsk friske krydderurter til 1 tsk tørrede, men man kan sagtens bruge mere.
Brug de oliven, du foretrækker. Grønne oliven med pimentofyld kan være flotte i salaten, men sorte, soltørrede oliven i provancekrydderier er nu heller ikke at foragte.
Halvdelen af spinaten kan erstattes af frisk, sprød salat af fx romaine-typen.
Man kan også lave salaten i en varm udgave. Så blandes spinaten blot i sammen med de varme ris.
Salaten smager også dejligt dagen efter, men tag den ud af køleskabet i god tid. Den er ikke spændende, når den er helt kold.
Tilføj kommentar