5 Jun 2008

Stegte bønner

Skrevet af Karen

En frokostfavorit, når jeg er hjemme, men også god til madpakken, en seriøs omgang morgenmad eller en let aftensmad i selskab med en god salat

1-2 personer

Ingredienser

  • 1-2 spsk olie
  • 1 mellemstort løg
  • 2 tomater
  • 3-4 dl kogte bønner
  • ½ tsk røget paprika
  • ½ dl vand
  • evt. 1-2 tsk frisk, hakket eller syltet koriander
  • salt & peber

Fremgangsmåde

Pil løget, halvér det på langs og snit det i papirtynde skiver. Skær tomaterne i tynde både.

Varm olien op på en lille pande og svits løget, til det begynder at blive gennemsigtigt og falde lidt sammen. Tilsæt tomatbådene og svits videre et minut eller to.

Skub grønsagerne lidt ud til siden og hæld bønner ned i midten. Svits nogle minutter og tilsæt paprika og lidt salt. Rør godt rundt og hæld vand ved. Dæmp varmen lidt og rør bønner og grønsager sammen. Når vandet er kogt væk, smages til med salt, peber og evt. koriander.

Tips:

  • Servér med en blandet, grøn salat, strimlet peberfrugt og/eller gulerodsstrimler.
  • Er du til stærke sager, kan du bruge en stærk paprika eller skifte peberet ud med knust eller hakket, frisk chili efter smag.
  • Jeg bruger helst sorte bønner eller røde azuki-bønner, der nemt koger ud, men andre typer bønner kan også bruges, f.eks. pinto, brune eller hvide bønner.

Tilføj kommentar