Salat med æbler
Skrevet af KarenEn dejlig, frisk salat med smukke farver. Jeg bruger den ofte som (forbavsende mættende) frokostsalat, men den er også godt tilbehør til aftensmaden.
Ingredienser
- 2 modne, røde æbler
- 2 gulerødder
- 1 lille bdt. (bredbladet) persille
- 1 håndfuld valnødder
- saften af ½ lime
- lidt (sesam)olie
Fremgangsmåde
Æblerne vaskes, befries for kernehus og skæres i tynde både. Bådene snittes i mindre trekanter.
Gulerødderne skrælles, befries for endestykker og skæres i kvarte på langs. Herefter snittes de i tynde trekanter.
Persillen skylles, slynges eller duppes tør og snittes i tynde strimler. Valnødderne brækkes i mindre stykker.
Bland forsigtigt æble- og gulerodstrekanter med persille og valnødder. Dryp saften af en halv lime over og så meget sesamolie, som du nu synes.
Tips:
- Det skal være æbler med sødme og masser af smag - fx Ingrid Marie eller Rød Aroma.
- Limesaft kan erstattes med citronsaft ... men lime er bedst ...
- Valnødderne kan erstattes med avocado i mindre bidder.
- Du kan bruge andre former for olie, en god olivenolie eller en nøddeolie.
- Tynde skiver af bladselleri klæder salaten.
- Lidt fintsnittede mynteblade er også vældig godt.