Småretter

15 Mar 2009

Simple kikærter

Skrevet af Karen

Nemme at lave og gode at have i køleskabet til en frokostsalat eller en hurtig forret.

Ingredienser

  • 4 dl kogte kikærter
  • saft og skal af ½ citron
  • 1 tsk knust spidskommen
  • ca. ½ tsk salt
  • 1 spsk olivenolie

Fremgangsmåde

Vend kikærterne med citronsaft og -skal, spidskommen og salt samt olie. Lad dem trække mindst en time, bedst natten over.

Tips:

  • Kikærterne bliver allerbedst, hvis de vendes i marinaden, mens de er lune.
  • Prøv dig frem med mængden af salt - det afhænger bl.a. af, hvor meget salt kikærterne har fået ved kogning.
  • Server helt enkelt på strimlet salat med et gavmildt drys friske, hakkede korianderblade - bredbladet persille er også godt.
  • Brug dem som udgangspunkt for en dejlig frokostsalat sammen med f.eks. rød peber, bladselleri og rucola. Eller mango, avocado og bladselleri. Gerne med et drys ristede kerner og frø (græskar- og solsikkekerner, sesamfrø) og/eller flager af ristet nori-tang.
9 Feb 2009
Linser med løg og æbler

Enkel og lækker. Som selvstændig frokostret, evt. med en grøn salat eller et godt brød til, eller som tilbehør til f.eks. ovnbagte grønsager.

Ingredienser

  • 4 dl grønne linser
  • 2 store løg
  • 2-3 (røde) æbler
  • 2 spsk olivenolie
  • 3/4 dl tør sherry
  • ½-1 dl vand
  • salt
  • 1 bdt. frisk dild

Fremgangsmåde

Kog linserne efter anvisningen på emballagen - kogetid og vandmængde afhænger af, hvilken type linser du bruger og om du har udblødt dem først. Du kan evt. koge linserne i god tid i forvejen.

Skær løg og æbler i tynde både og hak dilden.

Varm en dyb pande op og svits løgene bløde og klare i lidt olie. Tilsæt nogle spiseskefulde vand undervejs, så de ikke brænder på - men omvendt skal de heller ikke have så meget vand, at de begynder at koge. Drys med lidt salt.

Når løgene er helt bløde, tilsættes æblebåde og sherry og evt. lidt mere vand. Vend forsigtigt rundt og lad det simre nogle minutter, inden du vender dild og linser i. Smag til med salt.

Tips:

  • Smager også dejligt kold.
  • Server gerne med en frisk, grøn salat
  • 1 dl tør hvidvin kan erstatte sherryen
  • Der findes flere typer grønne linser, men de mest lettilgængelige er nok de almindelige, store grønne linser og de mindre, lidt mere faste puy-linser. Retten kan også laves med de små, sorte beluga-linser.
  • Lægger du linserne i blød nogle timer før kogning, kan kogetiden nedsættes med ca. en tredjedel, men det er ikke nødvendigt, og de fleste linser vil være færdige på 25 min. - hvilket passer meget godt med, at du kan nå at simre løg og æbler møre, inden du vender linser i. Aftensmad på en god halv time ...
18 Nov 2007

Citronmarineret melon

Skrevet af Karen
melon

Citronen løfter lige melonen en tand højere op. Brug den i salater, som tilbehør, som snack eller som morgenmad.

Ingredienser

  • 1 melon, f.eks. honning- eller gala-
  • 1 citron

Fremgangsmåde

Skær melonen i halve og skrab kernerne ud med en ske. Skær melonen i både, skær skrællen væk og skær melonbådene i store tern.

Skær skrællen af citronen i tynde strimler med et juliennejern. Eller brug en kartoffelskræller først og bagefter en skarp kniv.

Skær citronen i halve og pres saften ud.

Bland citronsaft og -skal med melonstykkerne, og lad melonen marinere i køleskabet. Mindst 1 time, gerne natten over. Vend af og til.

Tips:

  • Melonstykkerne smager skønt i en blandet grøn salat - gerne med spæde spinatblade, rucula og kryddergrønt.
  • De er også gode i en frugtsalat.
  • Og som tilbehør til krydret mad.
  • Og til morgenmad, bare helt som sig selv.
  • Agurk kan marineres sammen med melonen.
  • Prøv også at tilsætte en spsk friskreven ingefær til marinaden.
17 Jun 2007

Marineret aubergine

Skrevet af Karen

Tynde skiver af stegt aubergine marineret med hvidløgsolie, limesaft og frisk timian. Meget lækkert som forret, frokostret, som fyld i sandwich eller en salat.

Ingredienser:

  • Aubergine
  • Hvidløg
  • Lime eller citron
  • Frisk (citron)timian
  • Salt og peber

Fremgangsmåde:

Start med hvidløgsolien: Pres hvidløgsfed ned i god olivenolie og rør det godt sammen. Stil til side.

Skær auberginen i meget tynde skiver - på den ene eller den anden led alt efter hvordan du vil servere dem (se Serveringsforslag herunder). Du kan evt. lægge skiverne i et dørslag med salt imellem, til der trækker vandperler ud. Skyl skiverne og dup dem tørre. Du kan også bare lade være!

Skyl timianen og dyp den tør. Pres saften af lime eller citron. Find salt og peber frem - og et ikke for dybt fad eller en tallerken til at marinere skiverne i. Pensl lidt hvidløgolie i bunden af fadet. Så kan du begynde:

Varm en stegepande godt op. Læg et lag aubergineskiver på (ingen olie). Hvor længe de skal stege, afhænger af, hvor tyndt du har fået skåret dem. De skal være bløde og mørkplettede på undersiden. Vend dem og steg videre på den anden side, til den også er mørkplettet.

Læg skiverne i fadet og læg et nyt hold på panden. Mens de steger, pensler du oversiden af de stegte skiver med hvidløgsolie, drypper limesaft på, drysser timianblade over og kværner lidt salt og peber på. Læg det næste hold stegte skiver ovenpå og gentag proceduren med olie, limesaft, timian, salt og peber.

Når alle skiver er stegt og penslet/dryppet/drysset, skal der film over fadet, og det sættes i køleskabet. Skal mindst trække et par timer, bedst natten over.

Serveringsforslag:

Forret eller buffet: Rul de marinerede aubergineskiver (skåret på langs) om en skefuld (silke-)tofu rørt med finthakket jalapeño-chili, soltørret tomat og oliven. Arrangér rullerne på et fad og drys evt. lidt fintstrimlet frisk basilikum over.

Forret: Læg tre aubergineskiver (rundeller) lidt ind over hinanden på et salatblad, dernæst en god klat hummus og en tyk skive (bøf)tomat ovenpå. Drys med hakkede sorte oliven og pynt med lidt basilikum.

Sandwich: Læg et par aubergineskiver i en god, glutenfri bolle smurt med hummusnaise eller guacamole og lad det få selskab af tynde tomatskiver, lidt salat og skiver af sorte oliven. Gerne frisk basilikum også.

Salater: Lidt tykkere skiver marineret aubergine er gode i salater, hvis de skæres i tykke strimler. Rigtig godt i en tomatsalat, men også skønt i grønne salater og bønnesalater.

Tips:

  • Du kan evt. pensle aubergine-skiverne med lidt olie, inden du steger dem, hvis de har tendens til at hænge fast i din pande.
  • Aubergine-skiver kan også fint bages i ovnen, hvis du alligevel har den tændt - men hold øje med dem! Lige pludselig er de helt sorte, især hvis det er meget tynde skiver ...
Subscribe to RSS - Småretter