Så stod man der og var løbet tør for karry - ned i supermarkedet og hen til hylden med øko-krydderier efter den sædvanlige mellemstærke karry fra Urtekram. Den havde de ikke, i stedet var der en dåse, der bare hed 'Karry', men også fra Urtekram. Jeg vendte den om for at læse bagpå, kun fordi jeg var nysgerrig på forskellen fra 'mellemstærk karry' til 'karry'. Og så stod der pludselig 'kan indeholde spor af hvede'. Gys og æv. Tilbage på hylden med den og så i stedet finde et glas karry fra Santa Maria - uden spor af hvede. Hvad lærte jeg lige af det (igen)?? At man altid, altid, altid skal læse ingredienslisten - også selvom produktet plejer at være i orden.

Og så er det måske på tide, at jeg får eksperimenteret mig frem til en god opskrift på hjemmelavet karry-pulver.

Så blev det atter december og dermed tid til den årlige julefrokost - og til at grave vidunderet frem fra hjørneskabet.

I den grønne skål en god portion af en rå, sur-sød salat fra Vibeke Amdisens bog "Glød og glæde med RAW FOOD". Der er vildt mange grønsager i og så er den dejlig kulørt. Da det var første gang, jeg lavde opskriften, fulgte jeg den ret slavisk, bortset fra at jeg lavede dressingen noget mindre sød af hensyn til blodsukkeret. Det blev en kæmpe portion salat, nok til en hel uge, så er du advaret, hvis du skulle få lyst. Salaten er pyntet med lucernespirer, da jeg ikke lige havde mungbønner på lager.

I orange skål blev der plads til to små tangpirogger og en god håndfuld "oste"-stænger fra Rawandmores dehydratorbog "Crackers, crisps & treats". Jeg fik en dehydrator i fødselsdagsgave og er stadig i gang med at udforske opskrifterne. Disse sprøde "oste"-stænger indeholder ikke ost, men en hel del solsikkekerner smagt til med bl.a. hvidløg og tamari. Guf! Der er også en lille beholder med dyppelse til rispapirsrullerne i den blå skål.

I den blå skål blev der plads til seks rispapirsruller med sprøde grønsager og avocado - også fra Vibekes bog. Agurkeblomsterne overraskede min mand mig med - vi har delt køkken i mere end 24 år, og han kan stadig overraske mig :-)

Den lyserøde og mindste skål blev som sædvanligt udnævnt til dessert-beholder. Her en frugtsalat af banan, æble, pære og appelsin drysset med rå chokoladenibs og tørrede tranebær sødet med æblesaft. I det ene af de små rum en håndfuld udblødte, rå mandler til frugtsalaten. I det andet en rå "bounty-bar", også fra Vibekes bog.

Egentlig havde jeg planlagt at tage en flaske friskpresset rød grønsagsjuice med til at sætte farve på vinglasset, men det nåede jeg desværre ikke.

Jeg var lidt nervøs for, om der var for mange rå grønsager i menuen, men det fungerede rigtig godt. Salat og tang-piroggerne gik fint sammen, og stængerne var supersprøde og meget lækre til også. Rispapirsrullerne havde jeg prøvet før (til en sommerfest, som jeg har billeder fra, men ikke har fået skrevet om - endnu), og de var også gode. Måske lidt for meget sennep i dyppelsen til min smag. Frugtsalaten fungerede rigtig godt som dessert. Bounty-baren smagte fint, men nåede at tø op under transporten og blev lidt for 'løs' i chokoladeovertrækket. Altså ikke transportvenlig (og heller ikke blodsukkervenlig, derfor kun én).

Maden rakte fint hele dagen, jeg havde en dejlig fornemmelse af både mæthed og lethed i maven, ingen blodukkerproblemer og fik stort set spist det hele, undtagen en skefuld af salaten og to ruller.

Jeg har været til firmajulefrokost - denne gang med 100% medbragt mad. Der er de foregående år blevet gjort store anstrengelser for at finde og bestille mad, jeg kan tåle, men med varierende held. Der er bare for meget, der skal tages hensyn til på én gang. Man kan sagtens få god, vegetarisk mad. Men det kniber godt nok, når den også skal være glutenfri. Og mælkefri. Og sukkerfri. Jeg ved også, at man visse steder kan få lækker mad, der er gluten-, mælke- og sukkerfri. Men så er den ikke vegetarisk.

Det er ikke, fordi de ikke har prøvet - de cateringsfirmaer, der har været sat på opgaven. Men der er bare altid et eller andet, der glipper i farten. Sidste år var den lækre forret f.eks. blevet indbagt i butterdej. Salaten var overhældt med klistret dressing og iblandet syltet frugt. Og så videre. Jeg fik da mad. Mest fordi vores julefrokost blev holdt i et privat hjem, og der dermed var adgang til frosne ærter og bønner i fryseren - og friske æg i køleskabet. Men særlig spændende var det ikke - og rigtig mæt blev jeg heller ikke.

Så sidste år aftalte vi, at jeg fremover selv tager mad med til julefrokosten. Det giver mig selvfølgelig noget ekstra arbejde. Tilgengæld giver det sikkerhed for, at jeg får mad, jeg kan spise - og nok af det. Det gav mig også en (lidt lam, indrømmet) undskyldning for at købe denne her:

Den perfekte transport af medbragt julefrokost (der er hank i toppen, den kan bare ikke ses på billedet). Vidunderet blev fyldt med et udvalg af småting fra fryseren, køleskabet og lidt friskt kreeret samme dag.

Den blå skål indeholder forret og snacks i form af tamari-mandler (i kræmmerhus af bagepapir) til velkomstchampagnen. Forrretten er marinerede aubergineskiver og noritang rullet om krydret fyld af tofu rørt med soltørrede tomater, oliven og lidt jalapeñochili. Auberginen var lidt kedelig indeni, så jeg fik kun fire pæne skiver ud af den - derfor supplerede jeg med tangrullerne. Hertil skiver af avocado.

Til forretten hørte salat fra den grønne skål. Babysalat med små stykker marineret aubergine (det der ikke var pænt nok til hele skiver), frisk rød peber og tamari-kerner i en lille bøtte. Salaten fulgte også hovedretten i den orange skål: Tre små 'muffins' med selleri-postej og shitakesvampe i skilt creme (stegt i lidt smør, drysset med peber og overhældt med resten af marinaden fra auberginerne og ca. 1 dl sojafløde) samt to små pirogger med tang.

Den lyserøde skål blev til de søde sager til dessert og kaffe. To stykker 'syndig chokoladekage' fra bogen 'Raw food' af Jens Casupei - her lavet med abrikoser i stedet for dadler (fordi abrikoser er meget blidere ved blodsukkeret end dadler). Tre sukkerfri nøddesmåkager med sukkerfri chokolade fra 'Kernesund Julemad'. Lidt frisk ananas i tern.

Umiddelbart syntes jeg selv, at det så lidt voldsomt ud med mængderne. Men vores julefrokoster strækker sig fra omkring kl. 13 til midnat, så jeg ville være sikker på, at der var nok til hele dagen. Selvom jeg også spiste lidt på forhånd hjemmefra til at lægge en bund - ellers kan jeg ikke klare champagnen!

Og hvordan gik det så? Jeg havde i hvertfald mad nok med - jeg kom hjem med én pirog og næsten alle tamarimandlerne i behold. Forretten var skøn! Jeg har ikke før prøvet at fylde auberginerne med tofu, men det fungerede rigtig godt. Måske var fyldet en anelse for krydret (for salt og lidt for stærkt), men det gik fint sammen med avocadoen og salaten.

Den ene pirog blev spist som mellemret, mens svampene fik en kort opvarmning i ovnen sammen med de andres mad. Svampene smagte skønt, cremede og let syrlige, og gik rigtig godt sammen med postejerne og salaten. Farvemæssigt manglede der måske lidt - kun salaten lyste op - men smagen var i top, og jeg blev rigeligt mæt.

Desserten var en skøn overraskelse. Den smagte virkelig godt, den chokoladekage. En fed, fyldig og kompleks smag med sødme og syre i fin kombination med den rå kakaos bitterhed og smukt rundet af med den snert af salt, der var i bunden. Meget tilfredsstillende og uden mærkbare konsekvenser for blodsukkeret. Den opskrift kan varmt anbefales. Jeg spiste kagen sammen med den friske ananas, og det fungerede også fint.

Nøddekagerne var derimod en skuffelse. Måske fordi jeg ikke kunne finde allehånden og i stedet måtte krydre med andre ting. Måske fordi xylitol bare ikke smager mig. Hverken i kagerne eller chokoladen ovenpå. Jeg lavede dem også sidste år, og var egentlig glad for dem den gang. Men det var selvfølgelig også før jeg smagte chokoladekagen ;-)

Og 'madkassetårnet' fungerede fint som transport-beholder. Både bag på cyklen, i toget og på traveturen. Det er lidt tungt, fordi det er melamin, men ikke noget problematisk. Nå, det kan jeg også sagtens sige - husbonden bar det det meste af vejen, kamufleret i en Føtex-pose for ikke om han ville ses offentligt med den rædsel i hånden ;-)

I køkkenet fungerede det godt, fordi det var nemt at skille ad, tage mad fra og samle igen, så maden var beskyttet mod vildfarne brødkrummer og andet, der helst ikke skulle lande i min mad. Nåja, og så synes jeg altså, at det er pænere end en samling tilfældige plastikbokse og mere transport-praktisk end et stort fad. Men alt for våde ting egner det sig nu nok ikke til.

Jeg har fået en kommentar fra Birthe, som jeg synes, at jeg bliver nødt til at svare på her. Hun skriver noget forundret, at mine opskrifter da ikke specielt er rettet mod folk med insulinresistens.

Det er korrekt - det er de ikke. Det er bare en samling vegetariske opskrifter samlet og offentliggjort gennem en periode i mit liv, hvor jeg gik fra 'bare' at være vegetar til at være vegetar og cøliakiramt til at være vegetar, cøliakiramt og insulinresistent. Og mælkeintolerant.

Jeg har ikke luget ud i opskrifterne undervejs, bortset fra nogle stykker som jeg ikke længere syntes holdt standarden. Som ikke var den oplevelse, jeg gerne ville have, at de skulle være.

Og jeg er ikke kostvejleder eller ernæringsekspert eller noget som helst i den retning. Jeg er bare et madøre med udfordringer og vegetariske præferencer. Og en veludviklet nysgerrighed på det, jeg putter i min mund og hvad det gør ved min krop og mit sind. Og min verden. Jeg lærer hele tiden nyt.

Når det så er sagt, så kan jeg godt se, at det hist og her kan tolkes, som om dette her er en samling opskrifter til insulinresistente. Det beklager jeg. Jeg vil se på, om jeg kan omformulere det.

Men når det så er sagt, så prøver jeg at give råd til, hvordan maden bliver en bedre oplevelse for dit blodsukker. Så når jeg skriver, at broccoli-curry kan serveres med ris eller grønne bønner, så vælger du selvfølgelig at servere den med en ordenltig portion grønne bønner, når du som insulinresistent ved, at du skal lade være med at spise (ret mange) ris. Og i afsnittet om pasta er der fx omtale af pasta, der ikke påvirker blodsukkeret.

Jeg har også ambitioner om, at opskrifter, der er særligt velegnede til insulinresistente, bliver mærket som sådan - men det kniber med tiden til at gå det hele igennem. Jeg har i det hele taget mange planer for, hvad dette site kunne blive til. Men der er ikke mange ledige stunder i mit liv, som det ser ud for tiden, så det er bare planer. Endnu.

Jeg håber, at mine opskrifter først og fremmest er lækker mad. Det er nok min største ambition. Men jeg vil selvfølgelig også gerne levere noget inspiration til folk, der har det som mig. For det synes jeg ikke, at der er så meget af derude. Og slet ikke vegetarisk/vegansk. Men i virkeligheden gør jeg det mest for min egen skyld. Kan du så også bruge det, du finder her, bliver jeg ekstra glad. Kan du ikke, så ... tak for besøget og god vind fremover.

Det var vist bare det, jeg ville sige. Hej.

Aj, så hoppede jeg på den endnu engang. Drømmen om den fuldendte glutenfrie og blodsukkervenlige pizza(bund). Masser af kikærtemel måtte klart være svaret.

Det var det så ikke.

Kedelig, smagsløs (trods rigelige mængder rosmarin) og svampet (trods forbagning) pizzabund. Ingen oliven for NOGEN (formentlig undertegnede) havde åbnet og spist den sidste dåse soltørrede oliven i Provance-krydderier uden at skrive oliven på indkøbssedlen. Og heller ingen guacamole til at bløde op på det osteløse fyld, for de nyindkøbte avocadoer var ikke modne.

Et helt igennem trist måltid. Så skuffet erklærede jeg, at jeg aldrig, aldrig mere ville lave pizza.

Men måske hvis man nu startede med en surdej ...

(Note: Dette er et ældre indlæg - vil du have et billede af, hvad jeg spiser i dag, har jeg skrevet lidt om det her.)

Jeg er vegetar. Det har jeg været det meste af mit voksne liv. Det er et valg. Af sundhedsmæssige årsager. Og fordi jeg synes det er ganske unødvendigt at slå dyr ihjel for at ernære sin krop. I virkeligheden ville jeg helst vælge at være veganer. Ost og mælkeprodukter tåler jeg kun i meget små mængder (og det ville garanteret være klogest at lade helt være ...). Mælk drikker jeg aldrig. Smør og fløde bruger jeg af og til. Æg tåler jeg, men undgår helst. Det handler om, at jeg ikke kan gå ind for at behandle dyr som slaver eller rene produktionsenheder.

Jeg var også godt i gang med at gøre min mad vegansk, men så ... måtte jeg i 2004 erkende, at jeg havde cøliaki - glutenoverfølsomhed. Det var ikke et valg. Jeg vinkede farvel til mine højtelskede, hjemmebagte fuldkornsspeltbrød og gik på glutenfri diæt. Naturligt glutenfri diæt. Ikke noget med vasket, næsten glutenfri hvedestivelse og den slags. Den gik ikke. Jeg udstyrede mig selv med en e-nummer oversigt, for der er gluten i næsten alt, hvad man kan købe af færdigvarer. Selv cornflakes, der ofte er smagt til med malt udvundet af ... hvede. Det blev også besværligt at gå ud og spise. Det gik nu nogenlunde, og hey, det var en udfordring, ikke? Men der var stadig noget galt. Og det blev værre.

I 2007 skiftede jeg læge og fik så en dom mere: PCOS. Inkl. insulin-resistens.

Det var en kæmpe lettelse, fordi min gamle (mandlige!) læge behandlede mig som hypokonder og spiseforstyrret - og der var i hvert fald ingen sammenhæng mellem hvad jeg spiste og mulige hormonproblemer. Det havde min nye (kvindelige!) læge så et helt andet syn på. Selvom jeg var normalvægtig (langt de fleste PCO-piger slås med overvægt), sendte hun mig straks videre til en specialist, der uden tøven fortalte mig, at det var PCO, hvad prøverne også bekræftigede. Altså ikke hypokonder.

Men dommen var også noget af et problem. For glutenfrie produkter er som regel smækfyldte med stivelser, der går direkte i blodsukkeret. Og fattige på fibre, der er så vigtige, når man skal have styr på sin insulin. Farvel til Sempers lækre glutenfrie brød, til glutenfri pasta af majsstivelse, majs- og kartoffelchips og hjemmebagte kager med fuldkornsmel, rørsukker og rosiner. Goddag til en times motion om dagen(!), mindre frugt, masser af grønt og bælgfrugter og et yderst begrænset indtag af stivelse.

Vegetar, cøliaki-ramt og insulin-resistent. Det kunne godt gå hen og blive ret kedeligt, sådan rent madmæssigt. Det er det nu ikke. Det er en udfordring. Og der er stadig plads til masser af rigtig lækker og kernesund mad indenfor de givne rammer. Se bare.