Så stod man der og var løbet tør for karry - ned i supermarkedet og hen til hylden med øko-krydderier efter den sædvanlige mellemstærke karry fra Urtekram. Den havde de ikke, i stedet var der en dåse, der bare hed 'Karry', men også fra Urtekram. Jeg vendte den om for at læse bagpå, kun fordi jeg var nysgerrig på forskellen fra 'mellemstærk karry' til 'karry'. Og så stod der pludselig 'kan indeholde spor af hvede'. Gys og æv. Tilbage på hylden med den og så i stedet finde et glas karry fra Santa Maria - uden spor af hvede. Hvad lærte jeg lige af det (igen)?? At man altid, altid, altid skal læse ingredienslisten - også selvom produktet plejer at være i orden.

Og så er det måske på tide, at jeg får eksperimenteret mig frem til en god opskrift på hjemmelavet karry-pulver.

Jeg har fået en kommentar fra Birthe, som jeg synes, at jeg bliver nødt til at svare på her. Hun skriver noget forundret, at mine opskrifter da ikke specielt er rettet mod folk med insulinresistens.

Det er korrekt - det er de ikke. Det er bare en samling vegetariske opskrifter samlet og offentliggjort gennem en periode i mit liv, hvor jeg gik fra 'bare' at være vegetar til at være vegetar og cøliakiramt til at være vegetar, cøliakiramt og insulinresistent. Og mælkeintolerant.

Jeg har ikke luget ud i opskrifterne undervejs, bortset fra nogle stykker som jeg ikke længere syntes holdt standarden. Som ikke var den oplevelse, jeg gerne ville have, at de skulle være.

Og jeg er ikke kostvejleder eller ernæringsekspert eller noget som helst i den retning. Jeg er bare et madøre med udfordringer og vegetariske præferencer. Og en veludviklet nysgerrighed på det, jeg putter i min mund og hvad det gør ved min krop og mit sind. Og min verden. Jeg lærer hele tiden nyt.

Når det så er sagt, så kan jeg godt se, at det hist og her kan tolkes, som om dette her er en samling opskrifter til insulinresistente. Det beklager jeg. Jeg vil se på, om jeg kan omformulere det.

Men når det så er sagt, så prøver jeg at give råd til, hvordan maden bliver en bedre oplevelse for dit blodsukker. Så når jeg skriver, at broccoli-curry kan serveres med ris eller grønne bønner, så vælger du selvfølgelig at servere den med en ordenltig portion grønne bønner, når du som insulinresistent ved, at du skal lade være med at spise (ret mange) ris. Og i afsnittet om pasta er der fx omtale af pasta, der ikke påvirker blodsukkeret.

Jeg har også ambitioner om, at opskrifter, der er særligt velegnede til insulinresistente, bliver mærket som sådan - men det kniber med tiden til at gå det hele igennem. Jeg har i det hele taget mange planer for, hvad dette site kunne blive til. Men der er ikke mange ledige stunder i mit liv, som det ser ud for tiden, så det er bare planer. Endnu.

Jeg håber, at mine opskrifter først og fremmest er lækker mad. Det er nok min største ambition. Men jeg vil selvfølgelig også gerne levere noget inspiration til folk, der har det som mig. For det synes jeg ikke, at der er så meget af derude. Og slet ikke vegetarisk/vegansk. Men i virkeligheden gør jeg det mest for min egen skyld. Kan du så også bruge det, du finder her, bliver jeg ekstra glad. Kan du ikke, så ... tak for besøget og god vind fremover.

Det var vist bare det, jeg ville sige. Hej.

(Note: Dette er et ældre indlæg - vil du have et billede af, hvad jeg spiser i dag, har jeg skrevet lidt om det her.)

Jeg er vegetar. Det har jeg været det meste af mit voksne liv. Det er et valg. Af sundhedsmæssige årsager. Og fordi jeg synes det er ganske unødvendigt at slå dyr ihjel for at ernære sin krop. I virkeligheden ville jeg helst vælge at være veganer. Ost og mælkeprodukter tåler jeg kun i meget små mængder (og det ville garanteret være klogest at lade helt være ...). Mælk drikker jeg aldrig. Smør og fløde bruger jeg af og til. Æg tåler jeg, men undgår helst. Det handler om, at jeg ikke kan gå ind for at behandle dyr som slaver eller rene produktionsenheder.

Jeg var også godt i gang med at gøre min mad vegansk, men så ... måtte jeg i 2004 erkende, at jeg havde cøliaki - glutenoverfølsomhed. Det var ikke et valg. Jeg vinkede farvel til mine højtelskede, hjemmebagte fuldkornsspeltbrød og gik på glutenfri diæt. Naturligt glutenfri diæt. Ikke noget med vasket, næsten glutenfri hvedestivelse og den slags. Den gik ikke. Jeg udstyrede mig selv med en e-nummer oversigt, for der er gluten i næsten alt, hvad man kan købe af færdigvarer. Selv cornflakes, der ofte er smagt til med malt udvundet af ... hvede. Det blev også besværligt at gå ud og spise. Det gik nu nogenlunde, og hey, det var en udfordring, ikke? Men der var stadig noget galt. Og det blev værre.

I 2007 skiftede jeg læge og fik så en dom mere: PCOS. Inkl. insulin-resistens.

Det var en kæmpe lettelse, fordi min gamle (mandlige!) læge behandlede mig som hypokonder og spiseforstyrret - og der var i hvert fald ingen sammenhæng mellem hvad jeg spiste og mulige hormonproblemer. Det havde min nye (kvindelige!) læge så et helt andet syn på. Selvom jeg var normalvægtig (langt de fleste PCO-piger slås med overvægt), sendte hun mig straks videre til en specialist, der uden tøven fortalte mig, at det var PCO, hvad prøverne også bekræftigede. Altså ikke hypokonder.

Men dommen var også noget af et problem. For glutenfrie produkter er som regel smækfyldte med stivelser, der går direkte i blodsukkeret. Og fattige på fibre, der er så vigtige, når man skal have styr på sin insulin. Farvel til Sempers lækre glutenfrie brød, til glutenfri pasta af majsstivelse, majs- og kartoffelchips og hjemmebagte kager med fuldkornsmel, rørsukker og rosiner. Goddag til en times motion om dagen(!), mindre frugt, masser af grønt og bælgfrugter og et yderst begrænset indtag af stivelse.

Vegetar, cøliaki-ramt og insulin-resistent. Det kunne godt gå hen og blive ret kedeligt, sådan rent madmæssigt. Det er det nu ikke. Det er en udfordring. Og der er stadig plads til masser af rigtig lækker og kernesund mad indenfor de givne rammer. Se bare.