Kål

6 Sep 2007

Kål og bladgrønt

Skrevet af Karen
emner: 

Jeg holder meget af kål. Rosenkål, spidskål, savoykål, grønkål, palmekål og broccoli. Almindelig hvidkål og rødkål siger mig ikke så meget. Og min mave kan ikke fordrage rå kål (selvom det smager godt). Så her finder du ingen opskrift på coleslaw eller blendet, rå rosenkål i flødedressing. Men masser (med tiden ...) af andre opskrifter med dampet, lynstegt og marineret kål.

10 Aug 2007

En dejlig måde at få bugt med den der savoykål, der ligger og glor ondt i køleskabet. Nemt, lækkert og hurtigt tilberedt - og så er det en ret, der også gør sig som gæstemad. Her til 4-5 personer.

  • 2 løg
  • 250 g (mark)champignoner
  • 1 lille savoykål
  • evt. 1-3 fed hvidløg
  • 2½ dl bouillon
  • 2 dl sojafløde
  • 1½ spsk citronsaft
  • 1-2 håndfulde friske basilikumblade
  • 1 bdt. persille
  • salt og peber
  • 500 g pasta

Fremgangsmåde:

Pil løgene og halvér dem, inden de skæres i tynde skiver. Rens champignonerne og skær dem i kvarte. Pil evt. grove og kedelige blade af kålen, skær den i kvarte og fjern stokken, inden den skæres i tynde skrimler. Pil hvidløgsfedene. Skyl krydderurterne og hak dem groft eller skær dem i tynde strimler.

Varm lidt olie op i en gryde eller en dyb sautérpande og sautér løgene nogle minutter, inden champignonerne tilsættes. Sautér videre, til champignonerne er blevet bløde. Tilsæt bouillon og pres hvidløgsfedene ned i. Lad det koge op og dæmp så varmen en anelse og lad blandingen koge lidt ind uden låg, ca. 10 minutter. Rør af og til.

Tilsæt kålen og vend den rundt, til den falder let sammen. Dæmp varmen lidt mere, læg låg på og lad retten simre ca. 5-7 minutter. Imens koges pastaen al dente i rigeligt, saltet vand.

Vend sojafløde og krydderurter i kålblandingen og smag til med citronsaft, salt og peber. Serveres til pastaen - eller vend evt. pastaen i kålen lige inden servering. Sæt peberkværnen på bordet til høflig selvbetjening.

Tips:

  • Pynt evt. med lidt strimlet citronskal
  • Andre svampe kan benyttes, f.eks. kantareller.
27 Maj 2007

Blomkål Josefine

Skrevet af Karen
Blomkål Josefine

En herlig, enkel og hurtig ret med masser af blomkål, hvidløg og persille. Pragtfuld over pasta, dampede slikporrer eller grønne bønner, i bønnesalater, som pålæg og som cremet tilbehør.

Ingredienser:

  • 1 blomkålshoved i små buketter
  • 2-3 hvidløg (min. 10 fed)
  • ½-1 dl olivenolie
  • 1 stort bdt. persille
  • salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Sæt blomkålsbuketterne over at koge i en gryde med letsaltet vand, til de er møre, ca. 10 minutter.

Imens pilles og hakkes hvidløgene fint med en skarp kniv (hvidløgspresseren kan også bruges). Hak også persillen fint.

Hvidløgene sauteres i ½ dl olivenolie for lav varme, til de er gennemsigtige og blanke.

Tilsæt persillen og en smule salt og lad simre videre, til persillen falder sammen.

Fisk blomkålsbuketterne op af vandet og lad dem dryppe af i et dørslag. Hak blomkålen groft, rør den i hvidløgene og varm godt igennem. Tilsæt evt. lidt mere olie om nødvendigt. Smag godt til med salt og peber.

Tips:

  • Brug gerne mere hvidløg - og persille! De to ting skal følges ad, men så vil jeg også påstå, at det aldrig kan blive for meget. Grænsen sættes kun af, hvor mange hvidløg og hvor meget persille du gider at hakke. Jo mere, jo bedre.
  • Rester smager godt smurt på (glutenfrit) brød - evt. rørt op med lidt hummusnaise og oregano til en vegetabilsk 'hvidløgsost' - og meget gerne med tomatskiver ovenpå. Og lidt oliven, måske.
  • Rester kan også danne grundlag for en gang blomkålsguf eller røres i en kold kartoffel- eller bønnesalat.
8 Maj 2007
Lækker grønkål med tomat og hvidløg

En anderledes, frisk og meget lækker opskrift på grønkål, som også børnene kan lide - især hvis den serveres med pasta!

Ingredienser:

  • 1 kg frisk grønkål (eller 450 g frossen)
  • 2 spsk olie
  • 1-2 mellemstore løg
  • 1-5 fed hvidløg
  • 4-500 g hakkede, flåede tomater (evt. fra glas eller karton)
  • Saft og skal af ½ citron
  • Salt og peber

Fremgangsmåde:

Befri grønkålen for grove ribber og skyl den grundigt. Kom bladene i en gryde med 1-2 dl vand og bring det i kog. Skru ned og lad kålen småkoge 10 min. Hæld kålen i et dørslag og lad den dryppe af, til den er kølet lidt. Knug det sidste vand af og hak den groft med en skarp kniv. Frossen grønkål skal blot tø igennem.

Pil og hak løg og hvidløg fint og svits det kort i olien. Tilsæt den hakkede grønkål og tomat og vend godt. Tilsæt salt og peber, læg låg på gryden og lad det dampe for svag varme i ca. 20 min. Smag til med citronsaft og -skal samt salt og peber og servér straks.

Tips:

  • Servér grønkålen til brune basmatiris eller (glutenfri) pasta.
  • Grønkålen smager også godt kold som pålæg på brød eller i wraps.
Lækker grønkål med tomat og hvidløg

Sider