Kartofler

12 Mar 2017

Samosa-kartofler

Skrevet af Karen
Samosa-kartofler

Skøn, krydret kartoffelret, der altid gør mig glad.

Ingredienser

  • 1 tsk hel spidskommen
  • 1 tsk hele korianderfrø
  • 1 tsk fennikelfrø
  • 1 spsk (oliven)olie
  • 2 løg, finthakkede
  • evt. 3-5 fed finthakket hvidløg
  • evt. 1 spsk friskrevet ingefær
  • 1½ tsk karry eller garam masala
  • ½ tsk gurkemeje
  • 1 grøn chilli, finthakket
  • 1½ kg kogte kartofler, skåret i 1x1 cm terninger
  • 5 dl ærter
  • saft af ½ citron
  • 1-2 tsk salt
  • 1-1½ tsk knust spidskommen
  • evt. chilipulver
  • en god håndfuld friske korianderblade, strimlede eller1 spsk syltede koranderblade

Fremgangsmåde

Varm olien op i en dyb pande og rist de hele krydderier - spidskommen, korianderfrø og fennikelfrø - til de begynder at poppe.

Tilsæt løg og steg videre, til løgene begynder at blive bløde og gennemsigtige. Tilsæt evt. hvidløg og ingefær og steg lidt mere.

Rør karry/garam masala og gurkemeje sammen med ½ dl vand og rør det i løgblandingen. Rist videre under omrøring, så det ikke brænder på.

Tilsæt frisk chili, kartoffeltern, ærter, citronsaft og salt. Rør godt rundt, læg låg på og lad retten dampe for mellemvarme ca. 5-7 minutter, til grønsagerne er gennemvarme. Kartoflerne må gerne koge lidt ud. Rør gerne af og til og tilsæt evt. en anelse vand, hvis det truer med at brænde for meget på.

Fjern låget igen og smag til med knust spidskommen og evt. chilipulver og salt. Tilsæt korianderblade og servér.

Tips:

  • Jeg serverer gerne samosa-kartofler som hovedret med en salat til, men de kan også indgå som en del af et indisk-inspireret måltid med flere andre retter. De smager dejligt kolde, evt. som en del af en salat. Og så er de selvfølgelig skønne som fyld i samosaer. Du kan evt. bruge dejen fra pirogger med tang. Eller bare bruge dem som fyld i kikærtepandekager.
  • Du kan også lave retten med rå karofler i tern. Så skal du komme mere vand ved (1½-2 dl), når du kommer kartoflerne i, og lade dem dampe under låg, til de er møre. Det kan godt tage en halv time eller mere, afhængigt af om du bruger nye eller gamle kartofler.
  • Som variation kan du tilføje 300 gr. frisk eller optøet spinat, inden du smager til.
9 Okt 2016
Gobi Aloo - blomkålscurry

En dejlig nem og overkommelig alt-i-en-gryderet (også nem at vaske op efter!) med god smag. Bruger du rå kartofler, er den dog ikke hurtig i den forstand, at den skal simre ret længe, før blomkål og kartofler er tilpas møre. Bruger du kogte kartofler, kan den imidlertid godt være færdig på en time i alt, og så tæller den som en hverdagsret herhjemme.

Du skal bruge:

  • 1 kg kartofler, gerne kogte
  • 1 blomkål
  • 2 store løg
  • lidt olie
  • 1-1½ tsk salt
  • 1-2 tsk chilipulver eller 2-3 friske chili
  • ½ tsk gurkemeje
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • 4 dl mosede tomater (fra glas eller 4 friske, modne tomater i tern
  • 1 dl vand
  • 1 håndfuld frisk koriander
  • 1 tsk. nigella-frø ("Jomfru i det grønne")

Sådan gør du:

Løgene pilles og skæres i tern. Blomkålshovedet deles i små (!) buketter - du kan evt. også skrælle stokken og skære den i tern. Karoflerne skæres i tynde både eller tern. Bruger du friske tomater, skæres de i tern. Bruger du friske chili, hakkes de fint - med eller uden kerner (se Tips).

Varm lidt olie op i en sauterpande eller en stor gryde og steg løgene gyldne. Tilsæt derefter salt, chili, gurkemeje og spidskommen og steg videre et par minutter. Tilsæt tomater og vand og lad det simre ca. 10 min.

Tilsæt blomkålsbuketterne og lad dem simre med under låg ved medium varme, til de falder lidt sammen. Tilsæt kartoflerne og lad det hele simre under låg, til det er helt mørt. Spæd evt. med lidt vand undervejs, hvis det bliver for tørt.

Smag til med salt og peber, drys med hakket koriander og nigella-frø og server - gerne med (indisk) brød og måske lidt planteyoghurt til.

Tips:

  • Vær lidt forsigtig med chilien, første gang du laver den. Godt nok suger både kartofler og blomkål en del smag, men retten skal ikke være rygende stærk. Der er også forskel på, hvor stærk chili er. Så start måske med halvdelen og smag dig frem. Bruger du friske chilifrugter, kan du evt. fjerne kerner og frøstole - meget af styrken sidder her.
  • I skrivende stund har jeg ikke en god, stabil opskrift på glutenfrit brød India style, så jeg spiser bare en almindelig, glutenfri bolle til.
3 Nov 2007

Kartoffelsuppe

Skrevet af Karen

En ganske enkel suppe, der er lige populær blandt børn og voksne.

Ingredienser

  • 750 g melede kartofler
  • ca. 100 g selleri, pastinak, persillerod eller kålrabi
  • 3 porrer
  • 1,2 l vand eller bouillon
  • to kviste timian
  • 1 laurbærblad
  • salt, peber
  • evt. 1 dl sojafløde

"Toppings"

  • 250 g ærter
  • 1 lille rødløg
  • 1 lille bdt purløg
  • 10-15 gram arametang
  • tamari eller sojasauce
  • 150 g svampe
  • 1 frisk chili
  • 2 fed hvidløg

Fremgangsmåde

Skræl kartofler og rodfrugter og rens porrerne. Skær grønsagerne i mindre stykker og svits dem i lidt olie for at frigøre smagsstofferne. De må ikke tage farve.

Hæld bouillon eller vand over, læg timianstilkene og laurbærbladet ved og lad det hele simre, til det er mørt, ca. 25-30 min.

Imens forberedes en eller flere af de forskellige "toppings":

Læg arametangen i blød i lidt vand ca. 10 min. Skyl tangen og lad den dryppe godt af. Klip eller skær den i mindre stykker og lad dem marinere i tamari i en skål.

Snit rødløget fint og kom det i en lille skål. Klip purløget fint i en anden.

Rens svampene og skær dem i mindre stykker. Pil og hak hvidløgsfed og chili fint. Steg svampe, hvidløg og chili i lidt olie og smag til med lidt salt. Kom svampene i en skål.

Friske ærter bælges, frosne tøs blot op.

Fisk timiankvistene og laurbærbladet op af suppen igen og blend suppen, til den er jævn. Rør evt. sojafløde i. Varm suppen op igen og smag til med salt og peber.

Sæt skåle med toppings på bordet og servér suppen.

Tips:

  • Suppen smager også godt koldt, f.eks. som forret.
  • Sojafløden kan fint undværes.
  • Purløg kan erstattes af fintsnittet porretop eller friskhakket persille eller grønkål.
  • Se også Hvid bønnesuppe.
Subscribe to RSS - Kartofler