Rå mad

22 Jul 2012

Mandelgrød

Skrevet af Karen
Mandelgrød med jordbær

Yndlingsmorgenmaden i bærsæsonen. Hurtig at lave og dejlig frisk og mættende på samme tid. Til 1 person.

Ingredienser:

  • En god håndfuld mandler, sat i blød aftenen før
  • 2-3 spsk friskkværnede (gule) hørfrø
  • Et lillebitte nip salt
  • Et drys vaniljepulver
  • Evt. et lillebitte nip stevia
  • En god håndfuld friske bær - eller frisk frugt skåret i tern
  • Vand

Fremgangsmåde:

Hæld iblødsætningsvandet fra mandlerne og skyl dem lige en ekstra gang, inden du hælder dem i en skål eller et blenderglas sammen med de kværnede hørfrø, vanilje, salt, stevia og så meget vand, at det står ca. 1 cm over.

Blend - gerne med stavblender - til det er en jævn grød og tilsæt evt. mere vand undervejs, til grøden har en passende konsistens. Servér med friske bær.

Tips:

  • Jordbær, hindbær og blåbær er bedst, synes jeg, men lidt ribs, stikkelsbær og solbær kan også blandes i.
  • Bærrene kan evt. blendes med til en fin mousse. I så fald kan f.eks. solbær godt udgøre hele bærportionen.
  • Og naturligvis kan man også bruge frugt skåret i tern i stedet. Æbler, pærer, ferskener, abrikoser, blommer ...
  • Mandler kan (delvist) erstattes med solsikkekerner, hasselnødder og cashewnødder
  • Drys gerne kanel over - det stabiliserer blodsukkeret.
14 Mar 2010

Spirelyst

Skrevet af Karen

I gymnasiet havde jeg øgenavnet 'Bønnespiren', men det er faktisk mange år siden, jeg sidst har spiret bønner selv. Altså indtil for nylig, for nu spirer jeg på livet løs igen. Spirer er et frisk og sprødt indslag i kosten, særligt her i foråret, hvor grønsagerne bliver lidt triste og trangen til frisk grønt presser sig på. Og så giver de et herligt tilskud af vitaminer og mineraler.

Jeg bruger en gammelsdags spirebakke i flere lag, men man kan også bare bruge et stort syltetøjsglas med lidt gaze eller lignende for åbningen, som man så skyller spirerne igennem. Og der er også mere avancerede modeller derude. Prøv at søge på 'spirebakke' på Google, hvis du er interesseret.

Der var engang nogen, der bildte mig ind, at man endelig ikke må spise bønnespirer rå og som minimum skal blanchere dem, grundet indholdet af giftige lektiner. Men så går fornøjelsen ved bønnespirer altså også lidt fløjten, synes jeg. Det er nu heller ikke helt rigtigt, har jeg siden fundet ud af. Det er sandt, at man skal blanchere spirer af f.eks. kidneybønner – men det er ikke nødvendigt med alle slags bønner.

Du kan roligt spise rå spirer af mungbønner, sojabønner og azukibønner samt linser, ærter og kikærter. Spirer af linser smager friskt og lidt peberagtigt og er vældig gode i en salat – her sammen med gulerod og tern af peberfrugt og en let dressing af olie og friskpresset lime.

Du kan også spire bukkehornskløver, sennep, radis, rucola, basilikum og lucerne – og selvfølgelig karse. Spirer af kål skulle være supersunde. Jeg har prøvet med overskudet af grønkåls- og rosenkålsfrø i min frøkasse, og det fungerede glimrende – bortset fra, at man tydeligvis ikke skal blande forskellige kåltyper, da de har forskellig spiretid. De skal som de fleste spirer helst startes I mørke og kan så sættes i vindueskarmen til sidst, så kimbladene bliver grønne og danner klorofyl. Kålspirer smager lidt karseagtigt skarpt og grønt – ligesom grønkålsblade – og fungerer fint som krydderdrys på en salat.

Så er der kernerne – du kan spire hørfrø, sesamfrø og solsikkekerner, sidstenævnte skulle være rigtig lækre, se f.eks. her: http://vegetarkontakt.dk/?-spirebakke=5786. Det må prøves!

Du kan også spire korn – havre, hvede, spelt og rug – men det er vist ikke relevant, når man er glutenoverfølsom. Jeg ved ikke, hvor meget gluten, der er tilbage i spiret korn, men jeg har heller ikke lyst til at eksperimentere med det. Dog kan man også spire boghvede, quinoa og vilde ris, men her er jeg ikke helt vild med smagen og fornemmelsen i munden. Hirse og amarant kan også spires, men det har jeg ikke prøvet. Faktisk har jeg indtil videre kun prøvet mungbønner, azukibønner, linser, kålfrø, basilikumfrø, boghvede, quinoa og kikærter. Kikærterne bryder jeg mig heller ikke specielt om, men det er sikkert en smagssag.

Det mest besværlige med bønnespirerne er, at de skal vandes. To-tre gange om dagen. Det kan godt være lidt svært at huske, når man har dem til at stå oven på køkkenskabet i en papkasse, fordi de efter sigende har bedst af at spire i mørke. Jeg overvejer altså alvorligt at finde en plads til dem på køkkenbordet i stedet. Med en omvendt papkasse over – indtil jeg finder på noget, der er lidt fiksere. For vandes, det skal de, hvis spiringen skal gå godt. Men så kan det næsten heller ikke gå galt. Husk dog straks at pille beskadigede kerner/frø fra, da de ellers kan ligge og rådne og fordærve de andre spirer.

God spirelyst!

3 Jan 2010

En virkelig lækker og særdeles tilfredsstillende rå chokoladekage. Taget fra bogen 'Raw food' af Jens Casupei - blot her lavet med abrikoser i stedet for dadler, fordi abrikoser er meget blidere ved blodsukkeret end dadler. Og så er portionen halveret, fordi den er alt for fristende at have stående i køleskabet ...

Ingredienser

Kagebund:

  • ½ dl (rå) kakaopulver
  • 1 dl nødder
  • 2 tsk kokosolie med top
  • ½ knivspids salt

Fyld:

  • 1 dl (rå) kakaopulver
  • 300 g tørrede abrikoser
  • 1½ spsk kokosolie med top
  • 1 tsk vanille
  • 1/4 tsk salt

Fremgangsmåde

Start med bunden: Blend nødderne til mel i en foodprocessor. Tilsæt de øvrige ingredienser og blend, til du har en fast masse.

Fordel massen i et så tyndt lag som muligt i bunden af en lille tærteform eller lignende, der er dækket med plastfolie eller bagepapir. En springform er en fordel, da det ellers kan være lidt svært at få kagen ud igen, men den skal ikke være for stor.

Fyld: Blend ingredienserne til fyldet, indtil konsistensen er ensartet og lækker cremet. Fordel fyldet i i tærteformen og stil den i køleskabet nogle timer. Skal det gå hurtigt, kan du også stille den i fryseren i ca. 1 time.

Servér på en tallerken med friske hindbær til.

Tips:

  • Jens Casupei anbefaler også frisk passionsfrugt som ledsager. Jeg har selv prøvet med frisk ananas, det er også godt. Men kagen er nu også skøn bare som sig selv.
  • Min lille og ikke særligt gode foodprocessor har lidt svært ved at klare abrikoserne, så jeg hakker dem nogle gange groft først.
  • Jeg er ret overbevist om, at man også bare kan rulle kugler af fyldet og trille dem i hakkede nødder og få en lækkerbisken ud af det.
28 Dec 2008

Måske synes du ikke lige, at det lyder så lækkert med gulerødder, bladselleri og ingefær til morgenmad. Prøv alligevel. Resultatet er en overraskende frisk, sprød og mild morgensymfoni, der giver en god start på dagen. Egentlig er det en opskrift på friskpresset saft fra Yoga Kogebogen. Jeg har også en gang lånt en saftpresser at lave den på, og den er ikke dårlig. Men hvorfor smide en masse gode fibre ud, når det nu smager lige så godt som rå mos?

1 portion

Ingredienser

  • 2 mellemstore gulerødder
  • 1 stængel blegselleri
  • 1 æble
  • 1 lille stykke frisk ingefær
  • 1 dl vand
  • 2-3 spsk hørfrø- eller nøddeolie

Fremgangsmåde

Skræl evt. gulerødderne og fjern kernehuset fra æblet. Skær gulderødder, æble og selleri i mindre stykker. Skræl ingefæren og riv den eller hak den fint.

Kom det hele i en foodprocesser eller blender sammen med vand og blend, til du har en jævn mos.

Hæld mosen i en skål, dryp olie over og spis med det samme.

Tips:

  • Mængden af ingefær må du prøve dig frem med. Start med et lille stykke - ca. ½ tsk revet/hakket - og gå op til 1 tsk revet/hakket, hvis du synes. Det skal på ingen måde smage stærkt igennem.
  • Fedtstoffet fra olien hjælper med at optage alt det gode fra gulerødderne - og så smager det dejligt. Jeg foretrækker en god hørfrøolie, hvor den mest velsmagende hørfrøolie efter min mening er fra Nyborggård. Deres Licasol-olie (omega 3-6-9) er også lækker.
  • Kan du ikke lide olien, kan du i stedet drysse lidt hakkede mandler eller nødder over. Prøv f.eks. at lægge en håndfuld valnøddekerner i vand, der dækker, aftenen før - næste morgen hældes vandet af, og kernerne hakkes og drysses over mosen. Udblødning gør valnødderne mildere og mindre bitre.
  • Prøv også at drysse med kernedrys.
17 Nov 2007

Guacamole

Skrevet af Karen

En mexikansk salsa, der er uovertruffen som en fyldig salatdressing, som dip til rå grønsager, på pizza i stedet for ost, til Chili sin carne med chips og salat og naturligvis i pandekager med sorte bønner.

Ingredienser

  • 2 modne avocado
  • 2 modne tomater
  • ½ løg
  • citronsaft
  • salt

Fremgangsmåde

Halvér avocadoerne, fjern stenen (giv avocaden et lille klem, så går det nemmere) og grav avocado-kødet ud med en ske eller en kniv. Kom kødet i en lille skål og mos det med en gaffel og ca. 1 spsk citronsaft.

Skær tomaterne ud i bittesmå tern og hak løget fint. Rør tomat og løg i avocadomosen. Smag til med salt og evt. mere citronsaft.

Lad mosen trække et kvarters tid, inden du smager igen. Servér!

Tips:

  • Der er mange udgaver af guacamole. Du kan tilsætte en finthakket chili, 1-2 fed presset hvidløg og/eller finthakkede korianderblade. Du kan udelade tomaterne og løget, og nøjes med at lave guacamolen af avocodao, hvidløg, salt og citronsaft.
  • Jeg bruger altid Trocomare urtesalt til gucamole - det smager bare bedst ...
  • Guacamole er ikke særlig holdbart - en herlig undskyldning for at spise det hele med det samme.
  • Gucamole som osteerstatning: Brug guacamole i stedet for reven ost på pasta, på pizza (efter at den er kommet ud af ovnen!) og over bagte grønsager mv. Det smager ikke af ost, det smelter ikke som ost - men det er godt! Også glimrende på brød.
30 Sep 2007

Salat med æbler

Skrevet af Karen

En dejlig, frisk salat med smukke farver. Jeg bruger den ofte som (forbavsende mættende) frokostsalat, men den er også godt tilbehør til aftensmaden.

Ingredienser

  • 2 modne, røde æbler
  • 2 gulerødder
  • 1 lille bdt. (bredbladet) persille
  • 1 håndfuld valnødder
  • saften af ½ lime
  • lidt (sesam)olie

Fremgangsmåde

Æblerne vaskes, befries for kernehus og skæres i tynde både. Bådene snittes i mindre trekanter.

Gulerødderne skrælles, befries for endestykker og skæres i kvarte på langs. Herefter snittes de i tynde trekanter.

Persillen skylles, slynges eller duppes tør og snittes i tynde strimler. Valnødderne brækkes i mindre stykker.

Bland forsigtigt æble- og gulerodstrekanter med persille og valnødder. Dryp saften af en halv lime over og så meget sesamolie, som du nu synes.

Tips:

  • Det skal være æbler med sødme og masser af smag - fx Ingrid Marie eller Rød Aroma.
  • Limesaft kan erstattes med citronsaft ... men lime er bedst ...
  • Valnødderne kan erstattes med avocado i mindre bidder.
  • Du kan bruge andre former for olie, en god olivenolie eller en nøddeolie.
  • Tynde skiver af bladselleri klæder salaten.
  • Lidt fintsnittede mynteblade er også vældig godt.
8 Aug 2007

Rå æblegrød

Skrevet af Karen

Dejlig, nærende og letfordøjelig morgenmad, der mætter længe og er god ved blodsukkeret. Også god til teenagere, der mangler appetit om morgenen.

Ingredienser
til 1 portion

  • 2 æbler
  • 1 god håndfuld hasselnødder el. mandler
  • ca. ½ dl vand
  • vanillepulver (ikke vanillesukker) eller
    kanel, muskatblomme og kardemomme
  • evt. 2 spsk hørfrø og 2 spsk sesamfrø

Fremgangsmåde

Fjern kernehuset fra æblerne og skær dem i mindre stykker. Kom dem i en foodprocessor sammen med nødder/mandler og vand eller juice.

Blend det hele til en jævn grød og smag til med krydderier. Vil du bruge hørfrø og sesamfrø, males de til mel på en kaffemølle og røres i grøden. Servér straks.

Tips:

  • Har du tid, bør du udbløde hasselnødder el. mandler i vand natten over. Det gør nødderne mere letfordøjelige og nærende. Har du ikke tid, eller har du glemt det, sker der ikke noget ved det.
  • Mandler er gode sammen med vanille. Hasselnødder er gode sammen med kanel og et nip muskatblomme og kardemomme. Er der en forkølelse på vej, kan krydderierne erstattes af eller suppleres med 1 spsk friskreven ingefærrod. Morgenmad med power i!
  • Søde æbler er bedst i maven om morgenen, synes jeg. Bruger du sure eller syrlige æbler, kan du søde med en halv banan - eller tilsætte et par udblødte abrikoser til grøden, før den blendes. Men så er den ikke længere helt så insulinvenlig.
  • De knuste hørfrø giver lidt mere fylde, fremmer fordøjelsen, dæmper blodsukkeret og er fulde af gode fedtsyrer. Men mine børn bryder sig ikke om dem. Så går det straks bedre med sesamfrøene, der også er fulde af alt muligt godt - inkl. en masse kalcium og jern. Se også Kernedrys.
  • Sojamælk eller anden plantemælk kan erstatte vandet - eller hældes over grøden, hvis man holder af det.
15 Jul 2007

Gazpacho

Skrevet af Karen

En delikat, rå suppe af spansk oprindelse. Supernem og hurtig at lave, bortset fra at den helst skal trække nogle timer i køleskabet. Servér den iskold på hede sommerdage.

Ingredienser:

  • ½-1 dl mandler (kan udelades)
  • 5-6 modne tomater
  • 1 agurk
  • 1 løg
  • 1 rød peberfrugt
  • 1-2 stilke bladselleri
  • 1 god håndfuld frisk basilikum (gerne rød)
  • 3-4 fed hvidløg
  • ½ dl god (æblecider)eddike eller citronsaft
  • 4-5 dl vand
  • Evt. lidt frisk chili eller cayennepeber
  • Salt og peber

Toppings:

  • ½ agurk
  • ½ peberfrugt
  • 2 tomater
  • ½-1 (salat)løg
  • 4-8 skiver lyst (glutenfrit) brød
  • 1-2 fed hvidløg

Fremgangsmåde:

Rens og vask grønsagerne og skær dem i mindre stykker. Hvidløgene presses eller rives fint. Hæld mandler, tomater, peberfrugt, løg, agurk, selleri og basilikumblade i en blender og tilsæt eddike/citronsaft, chili/cayennepeber, salt og peber. Det er vigtigt, at mandlerne ligger nederst.

Læg låg på blenderen og start på lav hastighed, der sættes op, når alt er grovblendet. Tilsæt vandet lidt efter lidt til ønsket konsistens. Smag til med salt og peber. Smagen bliver stærkere, når suppen har trukket. Stil suppen i køleskabet mindst et par timer.

Toppings:

Kort inden servering skæres agurk, tomat og peberfrugt i små tern, og salatløget hakkes fint eller halveres og skæres i papirstynde ringe.

Hvidløgscroutoner: Brødskiverne ristes hårdt og gnides med et overskåret fed hvidløg på begge sider, inden de evt. skæres i terninger.

Servering:

Tag suppen ud af køleskabet og smag på den igen. Der skal evt. tilsættes lidt mere eddike og salt.

Er suppen ikke blevet helt kold, kan man komme isterninger i suppen, inden den drysses med lidt fintsnittet, frisk basilikum. Servér med små skåle med de forskellige slags fyld og sæt evt. en god balsamico-eddike på bordet til at dryppe over.

Tips:

  • Agurken kan evt. skrælles, hvis man synes.
  • Mandlerne kan sagtes udelades - eller erstattes med piniekerner.
Subscribe to RSS - Rå mad