Nem, hurtig, stærk og meget lækker, når man har lyst til karry.
Servér curryen til (nye) kartofler, ris, pasta, over dampede grønne bønner - eller kom lidt mere vand ved og spis den som suppe.
Ingredienser
- 1 broccolihoved
- 2 løg
- 3-8 fed hvidløg
- frisk chili
- 1 spsk god karry (se tip)
- 1 tsk krydderurtesalt
- 3-5 tomater
- 1 tsk frisk, revet ingefær
- 1 dl vand
- 1 dl kokosmælk
- 1 håndfuld mandler
Fremgangsmåde
Del broccolien i små hoveder og skær stokken i små tern (skræl evt. det nederste af stokken først). Halvér løgene på langs og skær dem i tynde skiver. Hak hvidløg og chili fint. Skær tomaterne i grove tern. Hak evt. mandlerne groft og rist dem let på en tør (sautér)pande eller i en wok under hyppig vending. Sæt til side i en skål.
Kom lidt olie på panden/i wokken og sauter løg, broccoli, hvidløg og chili ved middel varme i ca. 5 minutter. Tilsæt karry og kryddersalt og sautér endnu 2-3 minutter.
Tilsæt tomater og ingefær og vend grundigt sammen. Varm grønsagerne igennem og tilsæt vand og kokosmælk. Lad curryen simre nogle minutter, til grønsagerne er møre og sovsen jævn. Smag evt til med lidt mere salt og/eller chili.
Drys mandlerne over og sérver til (nye) kartofler, ris, pasta eller over dampede grønne bønner.
Tips:
-
Du kan bruge din yndlingskarry og justere mængden efter smag. En grøn karrypasta gør sig også glimrende i retten. Vær opmærksom på, at karry-blandinger kan indeholde gluten, så check altid indholdet, hvis du er glutenoverfølsom eller laver mad til en som er.
-
Chili – mængden afhænger dels af dine smagsløg, dels af hvilken type chili du bruger. Jeg har brugt en enkelt (med kerner) af de små thailandske chili (Birds Eye), man kan få friske i supermarkeder. De er ret stærke, men på en god måde. Start med en halv, hvis du er i tvivl. Du kan også vælge at udelade kernerne, til du har fundet ud af, hvor stærk chilien er.
- Kom mere vand i, og server den som suppe.
Comments powered by CComment